lørdag, august 28, 2004

Håndværkere
Hvorfor er det så svært at finde en god håndværker? Der er så mange skrækhistorier i omløb at man ikke bare tør tage fat i Degulesider og vælge et par af dem der bor nærmest en. Nej, man blive nødt til at spørge venner, bekendte og kollegaer om de kan anbefale nogen. Det ville være rart hvis (navngivne) håndværkere blev debateret ligeså flittigt på nettet som PC forhandlere, internetudbydere etc. Eller hvad med et FDM for husejere? OK, faktisk findes der Parcelhusejernes Landsforening, men foreningen har ikke rigtig nogen slagkraft.
Hvorfor alt dette om håndværkere spørger læseren sikkert - jo, vi har netop overtaget vores nye hus, og skal i den forbindelse have løst forskellige håndværksopgaver, hvor både landets love og almindelig sund fornuft forhindrer os i at gøre selv (nye el-installationer og nedbrydning af bærende væg). Enten vender de ærede håndværkere ikke tilbage, priserne er absurde, eller de er grænseløst ubehøvlede. I næste uge skal jeg mødes med næste hold, måske er vi heldige....

torsdag, august 19, 2004

Godt nyt
Jeg er blevet onkel! Tidligt mandag morgen fødte Margit en datter. Næsten 2 uger over tiden, men nej hvor er hun sød. Og så skal hun hedde Astrid.
Der sker i det hele taget meget for tiden - vi har ferie, men løber stærkt for at få alting klar til at vi overtager vores nye hus. Oveni hatten fik vi en overraskelse tirsdag, idet vores arbejdsplads, Mærsk Data, blev solgt til IBM. Når handlen som forventet bliver godkendt af konkurrencemyndighederne er vi ikke længere A.P. Møller-ansatte, men IBM ansatte. Det skal nok blive godt, men for mig er det lidt vemodigt ikke længere at skulle arbejde under stjernen. Det er nok svært at forstå for folk der ikke er "lyseblå", men ånden indenfor koncernen er noget særligt, som jeg ikke tror man finder andre steder. Det bliver spændende at arbejde for IBM, men jeg tror der går lidt tid inden jeg vænner mig helt til tanken. Man glemmer jo ikke "barndomsklubben" i det øjeblik en ny trøje trækkes over hovedet.