fredag, juni 03, 2005

Dårlige oversættelser

Jeg har efterhånden vænnet mig til at især sattelitkanalerne benytter 1. G'ere som oversættere til deres tekstning. Herrregud, at negationer vendes om er kun mildt meningsforstyrrende. Det kan jo smutte når man sidder ensom ved klaveret og skal tekste endnu en dødsyg serie. Men man laver vel ikke tilsvarende fejl, når man endda skal speake teksten? Jo, såmænd, bare spørg TV3. De indledte for nylig hvad der må være sidste sæson af "Skadestuen" med følgende speak "følg med i konklusionen, bla bla bla". De mener naturligvis afslutningen, men alligevel - Den fejl er tilgivelig når bemeldte 1.G'er kører sur i oversættelsen, men når speakeren kommer indover, burde der falde en bemærkning om at sætningen måske ikke hænger helt sammen. Nåh, i bund og grund er det bare TV, og det skal man jo ikke tro på.....

mandag, maj 30, 2005

Årets første radiser

Fra vores lille solrige køkkenhave har jeg netop høstet de første radiser. Kun en lille håndfuld var store nok, men hvor smagte de godt. Vores egern er vendt tilbage efter et par dages fravær, nu mere kry end nogensinde (den er begyndt at jage rundt med duerne, men solsortene tør den ikke bide skeer med, endnu).

lørdag, april 23, 2005

Aegopodium podagraria?
Eller på dansk skvalderkål. Ja, jeg skulle blive 34 forår ung før jeg forstod haveejeres frustration over denne vækst. Forhistorien? For et år siden ville jeg have forsvoret det, men nu er vi begge godt på vej til at blive rigtige havemennesker. Gennembruddet kom da vi fandt ud af hvor afstressende det kan være at arbejde i haven. Effekten er nok ikke den samme hvis man i sit professionelle liv er vant til udendørs arbejde, men når man som Randi og jeg har udpræget kontorarbejde, er det befriende at arbejde fysisk i haven. Når det altså ikke lige drejer sig om bekæmpelse af skvalderkål... Med min fortid som biolog er haven erklæret giftfri, og så er der kun en vej - mekanisk bekæmpelse, som det så fint hedder, når rod efter rod møjsommeligt graves op. Og der er f........ mange!
Egentlig er det lidt synd at grave dem op. De er ganske flotte, lægger et pænt grønt tæppe over den bare jord. Problemet er at de ikke giver andre planter en chance, og at de ser stort på småborgerlige ting som skel. Lidt botanisk berigelse fra ens have, og det gode naboskab er pludselig anstrengt.
Dog, i en verden med 1000000 ting at tage stilling til hver dag, er det befriende med en simpel problemstilling - "plante skal væk". :-)

torsdag, februar 17, 2005

CCleaner - Crap Cleaner software download
Er din windows PC blevet langsom (langsommere) på det sidste? Så skulle du prøve at rydde op i de temporære filer Windows så villigt oversår harddisken med. Det kan gøres per håndkraft, men hvorfor ikke bruge en utility som CCleaner? Programmet er freeware, og rydder hurtigt og grundigt op i systemet. Man skal dog gøre sig selv den tjeneste at se indstillingerne igennem inden programmet køres første gang - det er jo fx. ikke sikkert man vil have fjernet sin internet history. Værktøjet kan konfigureres ned til mindste detalje, så man får præcist den oprydning man ønsker.