søndag, november 28, 2004

Søndagsindkøb
Skal man tro de handlende er julen lige om hjørnet, så det er helt nødvendigt at holde søndagsåbent her sidste søndag i november. Normalt lader vi butikkerne have søndagsåbent i fred, men denne søndag benyttede vi muligheden for i ro og mag at undersøge en af de lokale indkøbsmuligheder vi normalt ikke benytter - Superbest i Brøndby Strand.

At nærme sig Brøndby Strand Centrum i silende regn er ikke noget der hæver hverken humør eller forventninger. Jeg er sikker på at byplanlæggere og arkitekter er gode mennesker der normalt gør et godt arbejde, men de må have haft en dårlig dag, da højhusområdet ved Brøndby strand blev tegnet. Trist, koldt og menneskefjendsk. Murstenshuse (især rødsten) bliver næsten mere imødekommende i regnvejr, den glødende røde farve byder velkommen indenfor i varmen. Men beton - Der er næsten ikke noget mere trøstesløst end regnvådt betonbyggeri.

Med mine forventninger således behørigt sænket trådte vi ind i Brøndby Strands udgave af Superbest. Det var en overraskelse i den meget positive kategori. Stor grøntafdeling der ville gøre en ISO grøn af misundelse - hvor mange standard-supermarkeder har fx. frisk sukat på hylderne? Et "etnisk" hjørne med specialiteter man normalt skal besøge Nørrebrogade for at finde (og med den bonus at hygiejne og momsregnskab var i orden). En halalslagter var der også blevet plads til. Det mangfoldige kundegrundlag gjorde også at der var større valgmuligheder indenfor næsten alle varegrupper. Krydderier, brød, kaffe, te, konserves - you name it - der var de traditionelle danske mærker, samt udenlandske alternativer. Mit forsigtige bud er at udvalget var 50% større end i et normalt supermarked - mindst. Læg hertil at Superbest har de samme vine som Gobi samt en udemærket afdeling for udenlandske specialøl, så har du et godt bud på hvor vi handler i fremtiden. Også selv om det regner.....

Ingen kommentarer: