mandag, oktober 26, 2009

Endnu et kamera


My new Chinon
Originally uploaded by Necator

Så jeg jeg kommet til at købe et kamera til. Denne gang blev det et Chinon CE-4s. Komplet med 50 mm f/1.9, 135mm f/2.8m 70-210mm zoom, teleconverter og en winder. Kameraet er med manuel fokus, men kan sætte lukkertiden automatisk (blændeprioritet). Jeg tror det bliver et godt supplement til mit Yashica TL-Electro, som også er ved at blive lidt træt (de hurtige lukkertider virker ikke).

Det er ikke så stort (når winderen ikke er på), så det vil være meget brugbart på ferier og lignende hvor der er behov for at rejse let. Jeg har prøvet at slæbe det samlede udstyr rundt i de stejle gader i Toscanas småbyer, det gør jeg ikke igen :-)

torsdag, september 10, 2009

Boston Public Library


This is the enemy, originally uploaded by Boston Public Library.




















 Der er meget skrammel på nettet, og mange middelmådige billeder på Flickr. Derfor er det glædeligt, når man engang imellem falder over noget rigtig godt. Som fx Boston Public Library, der har en stor samling af gamle propagandaplakater fra 1. og 2. verdenskrig liggende, samt en imponerende samling rejseplakater fra før Verden gik af lave.
Vidste du fx at Tasmanien blev solgt som "Sydens Schweiz" ?

onsdag, september 09, 2009

Nyt kamera til samlingen.


Agfa Isolette V, originally uploaded by Necator.

Et Agfa Isolette V, med Pronto lukker og Agnar f/4.5 objektiv. Jeg havde lånt det af en kollega, og fik det afprøvet på Fuglebjerggaards høstmarked. I modsætning til mine 35mm kameraer, tager dette kamera 120 film, som giver negativer på 6*6 centimeter. I forhold til 35mm er de enorme.

Et kamera som dette er noget af det længste man kommer fra point & shoot kameraer. Der er ingen lysmåler, så eksponering indstilles efter vurdering af lysforholdende (blænde 11 regel). Fokusering er der heller ingen hjælp til. Naturligvis ingen autofokus, men heller ingen fokuseringsskive eller lignende i søgeren. Nej, man indstiller den anslåede afstand til motivet i meter, og håber det bedste.

Objektivet tegner skarpt på midten, og (meget) blødt jo længere ud mod kanterne man kommer. Med det rette motiv giver det en herlig vintage effekt.

Pots

Jeg brugte en s/h film (Fomapan 100) i apparatet, og fremkaldte den selv i Rodinal fortyndet 1:50.

lørdag, november 03, 2007

Opvarmede motorveje....

Midt under valgkampen skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg undrede mig over Foghs passivitet under valgkampen, og om han mon allerede havde givet fortabt mht VKO flertallet. Well, man kan jo tage fejl. Eneste lyspunkt nu er, at flertallet er det spinkelt muligste, baseret på en færing, der nok skal tage sig godt betalt. Hvad med en opvarmet omfartsvej omkring Torshavn, eller måske en tunnel til Reykjavik? Det skal nok komme til at koste.
Fogh ligger op til et bredt samarbejde, og denne gang tror jeg ikke det er tom snak. Udover ovennævnte high maintenance mandat, er der også en meget reel risiko for at endnu en fornuftig venstremand eller konservativ går til Ny Alliance. Så skal han pludselig til at snøre forhandlingsstøvlerne :-) . Foretagsomme mennesker har allerede sat processen igang, med siden flytetmandat , hvor der simpelthen samles penge ind til den V, K (eller O'er) der går til rød blok eller Ny Alliance. Morsomt, men unødvendigt. DFs fremfærd skal nok sørge for den sag.

P.S. Hvad skete der for DRs valgdækning ? Seriøs dækning fra studiet, og så skal de stille om til Cinemateket, hvor man kan se den dør Helle Thorning vil komme ind ad ? Eller dunkle TV-billeder udenfor det hotel hvor statsministeren måske har spist aftensmad (de fik Beuf Bernaisse). How low can you go?

fredag, juli 06, 2007

Volbeat

Melodisk heavy metal, og så et dansk band. Det holder!

onsdag, april 04, 2007

At ældes med ynde

Måske er det slet ikke så slemt at blive gammel. DR2 sendte for et par dage siden en udsendelse om koret Young@Heart , hvor gennemsnitsalderen var over 80 år. Desværre så jeg kun slutningen af udsendelsen, men jeg så nok til at bekymre mig en anelse mindre om at nå pensionsalderen. At høre en af korets ældste medlemmer Fred Knittle synge Coldplays "Fix You", så Johnny Cash ikke kunne have gjort det bedre (om han stadig var i blandt os) var opløftende, for at sige det mildt. Siddende på en stol, med iltapparat, sang han sig ind i mit hjerte. Har jeg bare halvt så megen mod på tilværelsen i den alder, er der intet at bekymre sig om...

P.S følg linket ovenfor - man kan købe sangen med Fred Knittle, og den er de 3 $ værd. Du kan også se den hos Youtube her

fredag, december 29, 2006

Google Ads?

Google ads er sgu morsomme. Man skriver en mail til en bekendt for at checke et par detaljer om den opkommende nytårsaften. Vupti, reklamer for isterninger leveret til døren, et tilbud om at discogruppen.dk kan komme og underholde til festen, samt et tilbud om at jeg kan sende mine invitationer ud elektronisk. Mageløse landvindinger. Her troede jeg at favoritserier via torrent var cutting edge, men så er det elektroniske invitationer ;-)

Jeg har i øvrigt gemt det bedste til sidst - Den 4 reklame var for Tena børnebleer ("tisser dit barn i sengen?"). Hvor det så er relevant for en nytårsaften må stå hen.

And on this bombshell - godt nytår.

søndag, august 20, 2006

Besøg i en tidslomme
Efter en tur over grænsen efter gode, tyske øl var vi på udkig efter et sted at spise frokost. Ikke helt nemt i Kruså, hvor man bydes velkommen til Danmark med sex-kinos og grillbarer. Så er tonen ligesom sat udenlandske turister, der kun kan blive positivt overrasket over udvalget herefter. Nåh, men det var et sidespring - det var frokosten vi kom fra. Heldigvis mindede et skilt os om at Holdbi kro kunne servere en frokostbøf for et rimeligt beløb. Kroen er en del af Hereford Beefstouw kæden, så kvaliteten skulle være i orden. Det var den også. Intet at udsætte på kvaliteten, bøffen var supermør som forventet, men besøget var en pudsig oplevelse. Det er ca. 10 år siden jeg første gang besøgte en af kædens restauranter, og alt (ALT) var som før. Interiør, menukortets udformning, retterne på kortet, intet var ændret. Selv priserne så ud til at være holdt nogenlunde i ro. For så vidt er det jo godt nok, man skal ikke pille ved en klassiker, men alligevel - i disse tider med samtalekøkkener, kuglegrill og hvor selv Ikea sælger kogegrej i støbejern kunne man godt blive lidt bekymret for bøfkæden. Folk kan jo gøre dem kunsten efter derhjemme. Samtidig risikerer de at gå glip af det yngre, især kvindelige, segment, som ikke er tilfredse med en bagt kartoffel og noget død ko eller kylling på grillen. Men hva', så er der jo også bedre plads til os, når vi er ude med gutterne. Spørgsmålet er bare om Hereford kan overleve på det....?

fredag, maj 19, 2006

Ølfestival!

Jeg skal til ølfestival, og hvor jeg dog glæder mig. Jeg har kun et lille problem - der er 1000 øl at vælge imellem! Da jeg deltog første gang for 4 år siden var det hele lidt mere overskueligt. Da smagte jeg det meste fra de nye danske mikrobryggerier, det kunne man overkomme den gang. Nu er det helt umuligt. Der er mindst 5 nye mikrobryggerier med som jeg aldrig har hørt om før, og de nøjes jo ikke med at have et enkelt bryg med. Nej, de stiller op med 10 - 20 forskellige øl. Længe leve mangfoldigheden, men af hensyn til egen sundhed og offentligt eftermæle må jeg begrænse mig. Derfor har jeg valgt at holde mig til Porter, stout og swartzbier denne gang. Så har jeg da begrænset valget til et par hundrede øl :-)

mandag, februar 06, 2006

Superbowl Søndag

Superbowl søndag er en stor begivenhed hinsidens atlanten. Amerikanerne mødes enten hjemme eller på sportsbarer for at følge finalen i amerikansk fodbold. En social begivenhed, hvor selve kampen for mange er noget sekundært. Kampen starter omkring kl. 18, og slutter ca. 4 timer senere - Hvis man altså ikke sidder i lille Danmark. Så sørger tidsforskellen for at kampen først starter over midnat, og at man ikke er i seng før omkring 5 om morgenen. Jeg har de sidste 3 år troligt siddet oppe hele natten for at følge kampen, lidt af en bedrift for et erklæret a-menneske. Allerede inden kampen melder det indre ur sig - "er det ikke snart sengetid?". "Nej, desværre, du skal lige holde dig et kvart døgn længere". Heldigvis er der et par ting som kan hjælpe en levende igennem:
1. Koffein, enten som kaffe eller cola
2. Øl og sport på TV hører sammen, men ikke en dråbe i 1. halveg :-)
3. Bed til at kampen bliver tæt. Hvis en af holdene allerede er nede med 3 touchdowns i 2 quarter, kan det blive en rigtig lang nat.

Jeg overholdt de 2 første bud, Steelers og Seahawks sørgede for det tredie. Kun 4 points mellem de 2 ved indgangen til 4. quarter gjorde sit til at holde en vågen.

Resultatet ? - Steelers vandt sin 5 superbowl, 21 - 10, Bussen fik sin Superbowlring efter 13 sæsoner, og kører nu i garagen. En stor aften, og gæt hvem der havde spillet på Steelers til odds 15 ved sæsonstart :-)